Mine tre Briarder

Det er efterhånden mange år siden, at jeg tabte mit hjerte til den franske hyrdehund, Briarden. Faktisk så jeg den første gang i et svensk hundeblad og gav mig til at læse mere om racen. Senere mødte jeg den "in natura" og så var jeg solgt. Siden har jeg haft 3 briarder, og det er blevet "min" race.
Der er ikke så mange der kender racen, så derfor bliver der stillet mange spørgsmål til mig om min hund, når jeg går på gaden med den.
Briarden er en stor hund 56 - 68 cm. Den er, som mange andre hyrdehunde, længe om at blive voksen. Mentalt skal man ikke regne med, at den er voksen, før den er 3 år gammel. Den kræver en kærlig, men konsekvent opdragelse, og den vil gerne arbejde. Den er en glimrende brugshund, men den gider som regel ikke lave samme øvelse alt for mange gange i træk.

Undtagelsen, der bekræftede denne regel var "Ronja". Hun var min første briard, og hun blev aldrig træt af at hente bolde og pinde, som vi kastede. Får man en hund som hende, skal man dog alligevel begrænse det lidt, da det kan stresse hunden unødigt at styrte efter bolde og pinde uafbrudt. Det er meget bedre at arbejde med sporsøg og andre mentale aktiviteter, som iøvrigt også trætter hunden meget mere og på en bedre måde, fordi den får lov til at bruge de små grå hjerneceller. Desuden er Briarden en race, der kræver en del pelspleje, men hvis man vænner hunden til at blive børstet og nusset om helt fra lille, kan det blive til en hyggestund for både hund og ejer.    Min næste briard anskaffede jeg mig, da jeg var med en veninde i Frankrig. Hun skulle hente et par hvalpe til sin kennel (Nitouches), men jeg faldt for en af de små uldklumper også og "Gipsy de la Fontaine aux Hirondeaux" kom med mig hjem. Hun var en meget forsigtig hund, som ikke var vild med at hilse på fremmede. Hun var en dejlig hund for mig, og den nemmeste hund af de tre, jeg har haft. Da hun var hvalp stoppede folk mig ofte på gaden for at spørge: "Hvor er hendes ører henne", eller "Hvad er det hun har på hovedet"? Gipsy var ørekuperet!! Da jeg selv ikke er så fysisk stærk, passede det fint til mig, at hun var så forsigtig, og hun blev også hel god til øvelserne på træningspladsen. Det der voldte hende størst problemer, var de øvelser, hvor hun skulle løbe væk fra mig (fremad, rundering). Til gengæld havde jeg aldrig problemer med at hun stak af fra mig, og det var jo dejligt. Desværre måtte jeg af med Gipsy sommeren 1998, da hun fik leverkræft kun 7 år gammel.  Det varede nogen måneder, inden jeg skaffede mig en ny hund, og jeg studerede flere andre racer inden, men i november 1998 tog jeg til Sverige og hentede min nye Briard: "McMarras Nock out Nikki". Jeg var meget opsat på at få en Briard, der ikke var sky denne gang, og det er lykkedes til fulde på jeg sige. Noch out Nikki passer perfekt til sit navn og sørger for, at alle mine "fine" hundekonsulentteorier bliver afprøvet i praksis. Hun er en rigtig lille "Bøllebop". Nikki er stadig - trods sine nu 12 år - en meget livlig hund, der gerne vil lære nye ting og gerne vil hjælpe, hvor hun kan. Hun har bl.a. lært at hjælpe med at tage vasketøj ud af maskinen og give mig det, så jeg kan hænge det op, men det kan du læse meget mere om i artiklen ”Min egen servicehund”. Hun hører desværre ikke så godt mere, men hun elsker stadig at komme med hen på lageret for at hjælpe med at ekspedere bøger. Hun sørger for at løbe hen i papirkurven med alt affald fra emballage og fragtbreve.

Gipsy Nikki Nikki Gipsy & Ronja

Da mine kræfter er blevet færre med årene, har jeg valgt at få Nikki klippet,lige som jeg faktisk også gjorde det med Gipsy på et tidspunkt. Så er der ikke er så meget pelspleje, og jeg kan i stedet bruge de kræfter, som jeg har, på at lave sjove ting med hende, og hun ser ud til at stortrives med det.