Alene hjemme


 


Følgende artikel må gerne anvendes til ikke-kommercielt formål, blot det sker med tydelig kildeangivelse.


”Alene-hjemme” problemer


Et af de problemer, som vi - som hundekonsulenter - oftest bliver konfronteret med og bedt om at hjælpe folk med at løse, er ”alene-hjemme” - problemer. Hunden raserer hjemmet, når den er alene hjemme, og folk føler sig magtesløse over for problemet. Heldigvis ringer mange så til en af os, og ofte kan problemet løses ganske hurtigt.

Forebyggelse.

 

Allerførst må man minde sig selv om, at det er naturligt og fornøjeligt for en hund at gnave og bide i ting, og det skal man ikke forbyde den. Man skal i stedet lære den, hvad den må bide i, og hvad den skal holde sig fra. Dernæst skal man anskaffe en masse gnaveben og bidelegetøj og lære hvalpen/hunden, at man bliver himmelhenrykt, når den bider i det. Lær den at lege med legesagerne og ros den meget, når den selv opsøger sit legetøj.

Først, når den har fundet ud af det, kan man begynde at irettesætte den med et kort og skarpt “nej” eller lignende kommando efterfulgt af en instruktion: “find pivedyret” og en masse ros, når den så gør det. Straffer man hvalpen/hunden, når den bider i ting, lærer man den blot ikke at gøre det, når ejeren er til stede, og man har skabt et “alene-hjemme-problem”.

 

Utryg eller kedsommelig.


Hvis hunden begynder at ødelægge ting, når den er alene hjemme, kan der være flere årsager til det: måske er den utryg, måske keder den sig, måske er den stresset eller har ondt.

I denne situation - som i så mange andre iøvrigt - er det vigtigt, at man bevarer roen og udruster sig med en stor tålmodighed, for ingenting bliver bedre af, at man råber op, skælder ud eller rusker hunden. Ofte forværrer det blot situationen.
Når det gælder alene hjemme problemerne er den allerførste hovedregel: Skæld aldrig din hund ud, når du kommer hjem og ser, at den har ødelagt noget. Selv om den ser ud som om den har dårlig samvittighed, så aner den ikke, hvorfor du er vred, men kan på din kropsholdning og dit udtryk se, at du er utilfreds og vred og skynder sig derfor straks at krybe sammen, lægge ørerne tilbage og signalere underkastelse. Hvis du i denne situation skælder din hund ud, vil du blot forværre situationen, fordi du gør din hund usikker, og en usikker hund har altid sværere ved at være alene hjemme end en hund, der føler sig tryg.

Når det er sagt, kan jeg give nedenstående råd til, hvordan du kan mindske risikoen for, at din hund bliver utryg og ødelægger hjemmet, når den er alene.

For det første skal hunden naturligvis langsomt vænnes til at være alene. Det har du sikkert allerede lært den, da den var en lille hvalp, men det er meget muligt, at du skal gentage det nu. Dog behøver du sandsynligvis ikke at gå så langsomt frem, som da den var helt lille hvalp.

 

Følg evt. denne ”rytme”: Gå en lille, rolig tur med hunden, så den kan gøre sig ren, inden den skal være alene. Det må gerne være den samme tur hver morgen og gerne en tur, hvor du ikke har så meget kontakt med hunden.

Lad hunden være i et eller to rum, hvor køkkenet gerne må være det ene.

Lav et hundehus til hunden af en papkasse, som du skærer et hul i den ene side af, så den får en slags hule, hvor den kan føle sig tryg fordi den kan krybe ind i den og have ryggen dækket men samtidig kigge ud og holde øje med ”verden”.


 Især utrygge hunde er glade for en sådan hule. Husk at lægge hundes tæppe og nogle godbidder el. lign. derind under tilvænningen, så den forbinder det med noget behageligt at være der.

 

Hvis hunden får morgenmad, er det en god idé at lade den selv finde den i stedet for at servere det i en skål. Strø det ud på gulvet eller på græsplænen og lad hunden søge efter det. Det er en god, trættende og stressdæmpende aktivitet.

 

Lad radioen være tændt, når du går, og hiv evt. telefonstikket ud, så hunden ikke bliver vækket af telefonen, når den er faldet i søvn.

 

Sørg for, at hunden har nogle ting, som den gerne må gnave i, og forbered evt. en ”gufkarton” som den kan få i det øjeblik I forlader hjemmet. En ”gufkarton” kan bestå af en klud eller viskestykke der er viklet godbidder ind i og lagt i f.eks. en tom mælkekarton, et køkkenrullerør eller toiletrullerør. Brug kun mælkekartonen til større hunde, som ikke risikerer at få hovedet ind i mælkekartonen. 

 

Stress ikke hunden med store afskedsscener, når du forlader den. Sig kort farvel og giv den evt. den omtalte mælkekarton. Lad være med at ”køre den op” umiddelbart inden du skal gå ved at lege voldsomt med den eller gå kilometerlange nye ture. (Man bør iøvrigt slet ikke gå alt for lang med hunden så længe den er en lille hvalp). Smid evt. en håndfuld guffer - måske dens morgenmadsration på gulvet og bed den søge efter dem i stedet. Lav endelig ikke nogen store afskedsscener (”Åh, mors lille pusse-nusse-hund, hvor er det synd, at du skal være alene, men jeg kommer snart hjem igen, og så skal vi rigtig…...bla, bla, bla.)

 

Hvis man skal være væk i mange timer, kan det være en god idé i starten at få en eller anden til at kigge ind til hunden i løbet af dagen imens den gradvist lærer at være alene i længere og længere tid.

 

Når I kommer hjem gælder det også, at der ikke skal laves nogle store velkomstscener. Ignorer gerne hunden de første 3 - 5 min. efter hjemkomsten. Giv dig tid til at få overtøjet af og sat noget kaffe over, eller hvad du nu kan finde på, og hils så først derefter på Fido. Hvis han stadig ikke er helt renlig, og du har mulighed for det, kan du evt. blot lukke døren op ud til haven, eller hvor han nu plejer at løbe ud og gøre sig ren.

 

Først når hunden har lært, hvad den gerne må bide i, kan man begynde at irettesætte den, når den bider i de forbudte ting. Advar den først med et “Ikke røre” og irettesæt den kun, hvis den alligevel gør det, og bed den derefter straks finde “pivedyret”. Situationen kan evt. fremprovokeres.

 

Den voksne hund


Hvis der er tale om en voksen hund, som ødelægger hjemmet, når den er alene, skal man sørge for at den får rig lejlighed til at bruge sin energi. Gå gerne en lang tur eller træn og leg med hunden aftenen før, den skal være længe alene.

 

Er problemet opstået pludseligt efter at hunden er blevet voksen, kan det anbefales at få den undersøgt ved dyrlægen, da det så kan tyde på, at den måske har ondt et eller andet sted.

 

Gode bøger om emnet: Problemhund og hundeproblemer, Problemhund - hvordan undgår vi det?, Hundeliv og hverdagstræning. Bøgerne kan bestilles her.