Alene hjemme

← Tilbage

Følgende artikel må gerne anvendes til ikke-kommercielt formål, blot det sker med tydelig kildeangivelse.

”Alene-hjemme” problemer


Et af de problemer, som vi - som hundekonsulenter - oftest bliver konfronteret med og bedt om at hjælpe folk med at løse, er ”alene hjemme - problemer”. Hunden raserer hjemmet, når den er alene hjemme, og folk føler sig magtesløse over for problemet. 

Forebyggelse

Allerførst må man minde sig selv om, at det er naturligt og fornøjeligt for en hund at gnave og bide i ting, og det skal man ikke forbyde den. Man skal i stedet lære den, hvad den må bide i, og hvad den skal holde sig fra. Dernæst skal man anskaffe en masse gnaveben og bidelegetøj og lære hvalpen/hunden, at man bliver himmelhenrykt, når den bider i det. Lær den at lege med legesagerne og ros den meget, når den selv opsøger sit legetøj.

Først, når den har fundet ud af det, kan man begynde at irettesætte den med et kort “nej” eller lignende kommando efterfulgt af en instruktion: “find pivedyret” og en masse ros, når den så gør det. Straffer man hvalpen/hunden, når den bider i ting, lærer man den blot ikke at gøre det, når ejeren er til stede, og man har skabt et “alene-hjemme-problem”.

Årsager og reaktioner

Hvis hunden begynder at ødelægge ting, når den er alene hjemme, kan der være flere årsager til det: måske er den utryg, måske keder den sig, måske er den stresset eller har ondt.

I denne situation - som i så mange andre i øvrigt - er det vigtigt, at man bevarer roen og udruster sig med stor tålmodighed, for ingenting bliver bedre af, at man råber op, skælder ud eller rusker hunden. Ofte forværrer det blot situationen. 


Når det gælder alene hjemme problemerne, er den første hovedregel: Skæld aldrig din hund ud, når du kommer hjem og ser, at den har ødelagt noget. Selv om den ser ud som om den har dårlig samvittighed, så aner den ikke, hvorfor du er vred, men kan på din kropsholdning og dit udtryk se, at du er utilfreds og vred og skynder sig derfor straks at krybe sammen, lægge ørerne tilbage. Hvis du i denne situation skælder din hund ud, vil du blot forværre situationen, fordi du gør den usikker, og en usikker hund har altid sværere ved at være alene hjemme end en hund, der føler sig tryg. 

Når det er sagt, kan jeg give nedenstående råd til, hvordan du kan mindske risikoen for, at din hund bliver utryg og ødelægger hjemmet, når den er alene. 

For det første skal hunden naturligvis langsomt vænnes til at være alene. Det har du sikkert allerede lært den, da den var en lille hvalp, men det er meget muligt, at du skal gentage det nu. Dog behøver du sandsynligvis ikke at gå så langsomt frem, som da den var helt lille hvalp.

Hvalpen lærer at være alene hjemme

Denne træning bør først påbegyndes efter at den er faldet lidt til i sit nye hjem.

Undlad at lade hvalpen følge med overalt, f.eks. på toilettet, ud med skraldespanden osv.

Træn alene hjemme med hvalpen ved at lade den være alene i et andet rum i korte perioder. I begyndelsen skal det kun være få minutter eller sekunder, alt efter hvor tryg eller utryg den er. Træn – i begyndelsen – altid kun når hvalpen er mæt, luftet og træt. 

Derefter begynder man at forlade huset i kortere perioder. Først bare for f.eks. at gå ud med skraldespanden, og senere i længere tid. Det er en god idé at give den noget spændende at beskæftige sig med, imens den skal være alene. Se idéerne længere nede i teksten.

Når man skal til at lære hunden at være alene for alvor, imens man f.eks. er på arbejde, kan man evt. følge denne rytme:

Gå en lille, rolig tur med hunden i snor, så den kan gøre sig ren, inden den skal være alene. Det må gerne være den samme tur hver morgen og gerne en tur, hvor du ikke har så meget kontakt med hunden. (Husk i øvrigt, at en lille hvalp ikke skal ud og gå kilometerlange ture. Det må komme senere, når dens krop er færdigudviklet. Flere, men små ture er bedst for små hvalpe)

Lad hunden være i et eller to rum, hvor køkkenet gerne må være det ene. Senere kan man udvide området, så hunden får lov at være i hele huset. Nogle hunde trives bedst med at have hele huset til sin rådighed, imens andre har det bedst på et lidt mindre område, når de er alene. Det afhænger helt af, hvordan hunden er.

Lav et hundehus til hunden af en papkasse, som du skærer et hul i den ene side af, så den får en slags hule, hvor den kan føle sig tryg, fordi den kan krybe ind i den og have ryggen dækket men samtidig kigge ud og holde øje med ”verden”. Især utrygge hunde er glade for en sådan hule. Husk at lægge hundens tæppe og nogle godbidder el. lign. derind under tilvænningen, så den forbinder det med noget behageligt at være der. 

Hvis hunden får morgenmad, er det en god idé at lade den selv finde det i stedet for at servere det i en skål. Strø det ud på gulvet eller på græsplænen og lad hunden søge efter det. Det er en god, trættende og stressdæmpende aktivitet. 

Lad radioen være tændt, når du går, og hiv evt. telefonstikket ud, så hunden ikke bliver vækket af telefonen, når den er faldet i søvn. 

Sørg for, at hunden har nogle ting, som den gerne må gnave i, og forbered evt. en ”gufkarton” som den kan få i det øjeblik I forlader hjemmet. En ”gufkarton” kan bestå af en klud eller viskestykke der er viklet godbidder ind i og lagt i f.eks. en tom mælkekarton, et køkkenrullerør eller toiletrullerør. Brug kun mælkekartonen til større hunde, som ikke risikerer at få hovedet ind i mælkekartonen. 

Stress ikke hunden med store afskedsscener, når du forlader den. Sig kort farvel og giv den evt. den omtalte gufkarton. Lad være med at ”køre den op” umiddelbart inden du skal gå ved at lege voldsomt med den. Smid evt. en håndfuld guffer - måske dens morgenmadsration - på gulvet og bed den søge efter dem i stedet. Altså ingen store afskedsscener (”Åh, mors lille pusse-nusse-hund, hvor er det synd, at du skal være alene, men jeg kommer snart hjem igen, og så skal vi rigtig…...bla, bla, bla.) 

Hvis man skal være væk i mange timer, kan det være en god idé i starten at få en eller anden til at kigge ind til hunden i løbet af dagen, imens den gradvist lærer at være alene i længere og længere tid. 

Når I kommer hjem gælder det også, at der ikke skal laves store velkomstscener. Giv dig tid til at få overtøjet af og sat noget kaffe over, eller hvad du nu kan finde på, og hils så først derefter på Fido. Hvis han stadig ikke er helt renlig, og du har mulighed for det, kan du evt. blot lukke døren op ud til haven, eller hvor han nu plejer at løbe ud og gøre sig ren. 

Irettesættelser

Først når hunden har lært, hvad den gerne må bide i, kan man begynde at irettesætte den, når den bider i de forbudte ting og sørg for, at du har lært den, hvad ”Nej” betyder, inden du begynder at bruge ordet. Det kan du gøre på følgende måde:

Hold en godbid i din lukkede hånd og ræk den frem mod hunden. Luk hånden op. Når hunden forsøger at tage godbidden siger du ”nej” og lukker hånden. Gentag et par gange. 

Efter et par gange holder du hånden åben og siger ”nej”, men lukker kun hånden, hvis Fido prøver at tage godbidden. Hvis han tøver bare et kort sekund, roser du ham og giver ham en godbid MED DEN ANDEN HÅND. Når du har trænet dette i en periode af flere gange, vil han finde ud af, hvad ”nej” betyder, og du kan begynde at bruge det i andre situationer, men husk altid at rose ham, når han lyder dit nej. (Du kan også bruge et andet ord som ”stop” i stedet for, for det som ordet betyder er jo i virkeligheden: ”Stop med det, du er i gang med”. Det kan evt. også bruges, hvis han er på vej ud af haven eller lign. Men det er en anden historie.

Den voksne hund


Hvis der er tale om en voksen hund, som ødelægger hjemmet, når den er alene, skal man sørge for at den får rig lejlighed til at bruge sin energi. Gå gerne en lang tur eller træn og leg med hunden aftenen før, den skal være længe alene.

Er problemet opstået pludseligt efter at hunden er blevet voksen, kan det anbefales at få den undersøgt ved dyrlægen, da det så kan tyde på, at den måske har ondt et eller andet sted.

Gode bøger om emnet: 

Hundeliv og hverdagstræning – af Christina Bruun
Problemhund og hundeproblemer – af Anders Hallgren
Problemhund - hvordan undgår vi det? – af Ian Dunbar
Angst og separationsproblemer hos hunde - Kerstin Malm
Bøgerne kan bestilles her.