Angst for fyrværkeri

← Tilbage


Følgende artikel må gerne anvendes til ikke-kommercielt formål, blot det sker med tydelig kildeangivelse.

"Bange for fyrværkeri?"

Det er atter blevet efterår, og man bør allerede nu gå i gang med at forberede sig på nytårsaften, hvis man har en hund, der er bange for fyrværkeriet.


Der er nu kommet en ny lyd-CD - "Sounds Scary", som er rigtig god. På de to CD'er, som materialet består af, er der både lydspor og et rigtig godt materiale, der beskriver, hvordan man skal arbejde med materialet. Arbejdet med lyd-CD’en kan hjælpe en del hunde, især hvis man benytter det fra hvalpen er helt lille, men det kan også bruges til voksne hunde, der allerede er blevet utrygge ved skyderiet. CD'en kan bestilles her eller købes som download her 

Da man sammen med CD'erne får en grundig beskrivelse af, hvordan man skal arbejde med materialet, vil jeg ikke her beskæftige mig så meget med det, men i stedet fortælle lidt om de forholdsregler, man bør træffe nytårsaften, for at gøre aftenen så lidt ubehagelig for hunden som muligt.

Rigelig motion og beskæftigelse.

Uanset om din hund er bange for fyrværkeri eller ej, så er det en god idé at sørge for god stimulerende motion og aktivitet om formiddagen. Tag hunden med en tur i skoven eller til stranden, og lad den få lov til at snuse alt det, den vil. Læg et spor til den, smid guffer til den på plænen, leg gemme med legesagerne, eller hvad I nu plejer at gøre af sjove ting. Har I en hundelegekammerat, som den kan få på besøg af eller mødes med et sted, hvor de kan være frie og lege, så er det også noget, der trætter. Når det så bliver aften, så lad være med at tage hunden med ud og opleve skyderiet, og skal du af en eller anden årsag have hunden med ud, så sørg for at have snor på den og holde den på afstand af skyderiet. Selv om hunden ikke plejer at være bange, så kan der jo ske et eller andet uventet, der skræmmer hunden fra vid og sans, og en sådan hund vil ofte flygte i panik.


Gode råd til nytårsaften
.

Har du en hund, der allerede er nervøst anlagt eller er bange for nytårsfyrværkeriet, kan du selv gøre meget for at hjælpe hunden:

  • Ynk ikke hunden, når den begynder at vise angst eller utryghed. Tal opmuntrende til den og afled dens opmærksomhed med kødben, legesager eller, hvad den nu holder af at beskæftige sig med. 
  • Træk gardinerne for. 
  • Spil musik og skru gerne op, når vi nærmer os tiden for fyrværkeriet. 
  • Forbered allerede nu en hule til hunden i form af en papkasse med et hul i siden og væn hunden til, at det er et dejligt sted at være. Stil kassen på hundens tæppe. Giv den evt. mulighed for at krybe ind under en dyne, den er god som lyd- og lys– isolering 
  • Lad ikke hunden være alene. 
  • Husk, at fulde folk ofte gør hunden endnu mere utryg. 
  • Hold øje med chok-symptomer hos din hund: flygter i panik, hyler, tømmer blære og tarm, tømmer analkirtler og hyperventilerer, hunden bliver hvid i mundens slimhinder. 


Egne erfaringer.

I mange år har jeg selv rullet gardinerne for, skruet op for radioen, smidt et tæppe over sofabordet og sat mig i sofaen og set fjernsyn, indtil det værste fyrværkeri var ovre. Min hund var nemlig bange for fyrværkeriet. Hun lagde sig så på min fod under sofabordet og tæppet og rystede og pustede til det var ovre igen. Hun var ikke panisk, så hun hørte ikke til dem, der ”graver huller i gulvet”, så vi klarede os igennem med ovenstående forholdsregler og lidt "Relana". Dette er et håndkøbsmiddel (baldrian) som virker beroligende og ikke skader hunden, men det skal gives allerede fra dagen før og derefter hver fjerde time. Den dosis som den svenske hundepsykolog, Anders Hallgren, anbefaler er 1 tablet pr. 6 kg. Hund.

Noget, der også kan hjælpe den nervøse hund er at få lov til at være sammen med en anden kendt hund, som er rolig nytårsaften. Jeg har selv set, hvilken effekt det kan have, så det var måske værd at overveje at invitere nogle hundeejere over eller tilbyde at passe den gamle rolige tæve, som din hvalp/hund plejer at hygge sig med?

Den paniske hund

Har du en hund, som er fuldstændig panisk, som river gardinerne ned, graver huller i gulvtæppet og hyler som en stukket gris så længe der er fyrværkeri i luften, bør du kontakte din dyrlæge og få en snak om evt. anvendelse af beroligende medicin. Der findes flere forskellige midler, som kan hjælpe din hund.

Medicinering nytårs aften.

Ved indgangen til det nye årtusinde, hvor der virkelig blev fyret meget krudt af, oplevede jeg, at hunde, som af deres dyrlæger havde fået ordineret en kombination af de angstdæmpende midler Apozepam og Fenemal, var meget afslappede uden at virke ”dopede eller groggy”.

Clomicalm og Anafranil er andre midler, som kan bruges både som supplement til en adfærdsbehandling på en meget nervøs eller panisk hund, men også som beroligende middel i forbindelse med nytårsaften. Ved brug af disse midler skal man dog være opmærksom på, at midlet først virker efter indtagelse i en uge, så her skal der virkelig være tale om en urolig og bange hund, og man skal påbegynde medicineringen 7 - 10 dage før nytårsaften.

Plegicil er et middel, der blev brugt meget før hen. Jeg ved ikke, om man stadig anvender det, men der er en del uenighed om, hvor effektivt det er, da det ikke er et angstdæmpende men derimod sederende (dæmpende på den fysiske aktivitet) middel. Hvis man bruger Plegicil skal det gives nytårsaftensdag inden hunden begynder at blive urolig eller bange, og dette er af yderste vigtighed. Hvis dyrlægens forskrifter om dette ikke følges, vil midlet ingen effekt have og man får en hund, som slingrer rundt, men som stadig er panisk uden at kunne give udtryk for det.
Desuden udtaler Adfærdsklinikken ved Landbohøjskolen på Frederiksberg:

”Plegicil virker ikke angstdæmpede. Det virker derimod sederende (dæmpende på den fysiske aktivitet), hvilket for ejeren kan se ud som om, at hunden bliver roligere. Det er endvidere usikkert, om midlet i væsentlig grad hæmmer dyrets opfattelse af de lyde, som den er bange for. Der er således tale om ren symptombehandling. Vi anbefaler derfor ikke Plegicil. Stesolid virker derimod angstdæmpende, og er derfor at foretrække frem for Plegicil. Man skal dog være opmærksom på, at der kan være alvorlige bivirkninger i forbindelse med Stesolid - især hvis hunden ikke er sund og rask f.eks. p.g.a. hjerte/karsygdomme eller nedsat leverfunktion. Desuden er der større risiko forbundet med overdocering i forbindelse med Stesolid. Det skal desuden bemærkes, at katte kan få alvorlige leverproblemer (levernekroser) selv efter kort tids anvendelse af Stesolid. Det vil sige, at man ikke må give hunde (eller katte) de Stesolid, som man har stående i skabet. Stesolid skal i hvert tilfælde ordineres af dyrlægen til den pågældende hund eller kat." 


Begynd adfærdsbehandling i god tid.

Det er meget godt, at der findes midler, som kan hjælpe med at dæmpe hundens angst nytårsaften; men det ville være endnu bedre, hvis hunden kunne lære at ikke være bange. Det andet er kun symptombehandling. Derfor, hvis din hund er bange nytårsaften og du vil gøre noget alvorligt ved det i stedet for at symptombehandle, så er det faktisk i begyndelsen af efteråret, eller endnu før, at du skal begynde at træne med den førnævnte lyd - CD. 

Hvis du vil læse mere om emnet, kan jeg anbefale den lille bog: ”Gode råd til hundeejere om skud og fyrværkeri” af Anders Hallgren. 

Gode bøger om emnet: 

Gode råd til hundeejere om skud og fyrværkeri – af Anders Hallgren
Sounds scary – lyd CD
Bøgerne kan bestilles her.


  • Vi tager imod Dankort
    ZenRockers
  • Forlaget Tro-fast ApS · Bellisvej 8 · 9970 Strandby · Tlf: 61 79 25 06 · CVR 64839713 · · Privatlivspolitik
    ® Tro-fast er et registreret varemærke.