Hundebøger


Hunde er vel også en slags mennesker

Forfatter: Poul Malmkjær
Beskrivelse:
"Hvorfor endnu en bog om hunde? Måske fordi denne bog aldrig er blevet
skrevet før. Måske fordi min egen glæde ved hunde er blevet stærkere og
stærkere, jo ældre jeg er blevet, og jo flere hunde jeg har mødt. Måske fordi
denne bog rummer en masse ting, de gængse bøger om hunde ikke har med.
Og måske fordi jeg ved, at din hund er verdens bedste, men også, at du inderst
inde ved, at min hund også er det, at Flink, Molly, Pluto, Emerson,
Picasso, Leslie, Tony, Tina, Tiffany, Maldini og Rollo og King også er det.
Hundene har levet sammen med filosoffer, politikere, bagere, dagdrivere,
revisorer, generaler, enker, digtere, forfattere, malere, skuespillere osv.,
der har udtrykt sig om deres hunde, digtet om dem, digtet til dem, har ladet
sig inspirere af dem, har set hundene i et kulturelt perspektiv."


Sådan indleder forfatteren og filmhistorikeren forordet i sin bog, som vi glæder
os til at udgive i år, hvor Forlaget Tro-fast kan fejre sit 20 års jubilæum.

Bogen indeholder et hav af små og større fortællinger om hunde, som forfatteren er
stødt på i kulturens verden igennem sit lange liv som filmhistoriker, forfatter og TV-vært.
Find en god plads i sofaen eller i din yndlingslænestol, smæk benene op og nyd de
mange historier.
Bogen er en stor, lækker coffee-tablebook i hardcover og fire farver og udkommer
d. 18. maj 2019 ved en reception på Biblioteket, Gentoftegade 45.